Passagerfly er dyre – megadyre – og dermed en særdeles kostbar investering for flyselskaberne. Lad os se nærmere på prislisterne fra henholdsvis Airbus og Boeing.
Priserne på passagerfly starter ved cirka en halv miliard gode danske kroner. For de penge kan du blive den glade ejer af Airbus’ Benjamin – en Airbus 318. I den modsatte ende af prisskalaen finder du ikke overraskende mega-flyet Airbus 380 til over 3 milliarder kroner.
Her kan du se hvad et passagerfly koster i 2017:
AIRBUS | Pris (mio. kr) | BOEING | Pris (mio. kr) |
A318 | 531 | 737 | 564 – 816 |
A319 | 634 – 697 | 747 | 2.650 |
A320 | 693 – 759 | 767 | 1.380 |
A321 | 812 – 889 | 777 | 1.941 – 2.597 |
A330 | 1.637 – 2.034 | 787 | 1.572 – 2.142 |
A350 | 1.926 – 2.477 | ||
A380 | 3.058 |
Kilde: CHECK-IN.dk
Prisintervallerne dækker over de enkelte flytypers forskellige versioner. De dyreste versioner er de nyeste og mest moderne, der dermed også er dem, der er billigst i drift. Det hænger blandt andet sammen med udviklingen af nye lette materialer og motorer, hvor brændstofforbruget er lavere end nogensinde.
Topsælgerene er historisk set A320’en og 737’en hos henholdsvis Airbus og Boeing, mens de mest efterspurgte typer i fremtiden forventes at blive A350 og 787 Dreamlineren.
I 2016 fik Airbus ordre på 731 passagerfly, og de overgik dermed Boeings 668 ordre.
Køb eller leasing?
Et passagerfly er ikke kun en ufattelig stor udgift, når de skal anskaffes. De løbende omkostninger, der skal holde dem i luften, er også betragtelige.
Derfor vælger mange flyselskaber at lease deres fly i stedet for at købe. Det er lidt dyrere på lang sigt. Men det kræver ikke den helt store udskrivning ved anskaffelsen.
Der er også selskaber, der ikke kunne drømme om at lease. Det gælder for eksempel Norwegian. Omvendt har de gjort det til en forretning, at købe en håndfuld Airbus, og så lease dem ud til andre selskaber.
Mere om passagerfly: Airbus Commercial Aircraft | Boeing Commercial Airlines