#TravelJuiceNews

Det røde slot i bjergene – Alhambra i Granada

Alhambra er et 800 år gammelt maurisk slotskompleks, beliggende højt over den charmerende andalusiske by Granada.

Fra Alhambra har du en fantastisk udsigt til byens smalle gader og bjergkæden Sierra Nevada, der er snedækket over halvdelen af året.

Efter optagelsen på UNESCOs verdensarvsliste tilbage i 1984, er Alhambra vokset til at være Spaniens største turistattraktion med næsten 2,5 millioner besøgende om året.

Hvem var Mauerne?

Mauerne var den muslimske befolkning på den iberiske halvø og i Nordafrika i middelalderen. Deres område i Spanien blev kaldt al-Andalus (Andalusien), og det var her de byggede Alhambra. Den kristne generobring – kendt som reconquista – startede i år 718. Først i 1492 var Spanien tilbageerobret af de kristne.

Highlights

Alhambra og Generalife er samlet set stort – meget stort. Du kan snildt bruge en hel dag på stedet. Men er du ikke klar på det (når temperaturen for eksempel når 40 grader i sommermånederne), er her fire “must-sees”. Du kan med fordel tage dem i nævnte rækkefølge. Det vil tage cirka tre timer:

1) Palacio de Generalife

Generalife er et selvstændigt sommerpalads, der ligger som nabo til selve Alhambra. Paladset omfatter blandt andet Patio de la Acequia med det aflange bassin og springvandene, og haven Jardín de la Sultana.

I Middelalderen hang Generalife og Alhambra sammen med en overdækket gang, men den eksisterer ikke mere. Derfor skal du tilbage mod hovedindgangen, når du har set Generalife, og ind i Alhambra gennem porten ved Torre del Agua (vandtårnet).

2) Palacio de Carlos V

Udefra ligner Karl d. 5.’s et palæ, som palæer er flest. Firkantet og imposant. Men når du træder ind, befinder du dig i en imponerende smuk rund gård, hvor de to plan er omkranset af klassiske søjler.

Bygningen er et stykke tidstypisk renæssancearkitektur. Men den runde gård var ikke noget man tidligere havde set, da den stod færdig i 1528. Det var rent avantgarde set med datidens øjne. Da den danske arkitekt Aage Rafn tegnede Politigården i København, blev inspirationen til den runde gård hentet direkte herfra.

Palacio de Carlos V rummer to museer og en udstillingssal, der alle er tilpas overskuelige. På Museo de la Alhambra kan du se en række historiske genstande fra området, mens du på Museo de Bella Artes kan opleve malerier og skulpturer fra Granadas kristne historie.

3) Alcazaba & Torre de la Vela

Alcazaba, der er den ældste del af Alhambra, er den militære fæstning.

Vagttårnet Torre de la Vela, der ligger yderst på den vestlige del af plateauet, har selvsagt den flotteste og mest uhindrede udsigt over Granada og bjergene. Tårnet er små 27 meter højt, og vejen op til toppen går af en smal og mildest talt ujævn trappe. Men turen op er det hele værd. Udsigten er absolut ubeskrivelig.

4) Nasrid paladserne

Mexuar, Palacio de Comares og Palacio de los Leones (Løvernes palads) er de tre selvstændige områder, der samlet udgør Palacios Nazaríes. Palacio de Comares blev bygget som officiel residens til kongen, og Mexuar rummede en række administrative funktioner. Palacio de los Leones var det private område, hvor kongen havde sit harem.

Indenfor Nasrids murer finder du noget af det ypperste inden for maurisk arkitektur og islamisk kunst. Vægge og lofter er fantastiske relieffer, udskåret minutiøst til en helt ubeskrivelig detaljerigdom.

Du skal være opmærksom på, at besøgende til Nasrid paladserne kun lukkes ind i hold. Nederst på din billet har du fået tildelt et tidspunkt, hvor det er din tur. Sørg for at være der til tiden. Køen starter på pladsen foran Palacio de Carlos V.

Bestil din billet til Alhambra i forvejen

Mange har prøvet det. At køre turen til Granada, blot for at finde ud af, at billetterne til Alhambra var udsolgt. Der sættes dagligt 6.000 billetter til salg, halvdelen til om formiddagen og den anden halvdel til om eftermiddagen. Og de bliver hurtigt solgt .

Derfor skal du altid sørge for at reservere eller købe dine billetter i forvejen. Det kan du enten gøre i en række udvalgte banker eller på nettet (læs hvordan du køber billetter her). Forudbestilte billetter betaler du ved indgangen, hvor du viser din reservation.