#TravelJuiceNews

Oplev det smukke gamle Muscat på én dag

Muscat er hovedstaden i Oman – sultanatet der lever et liv i skyggen af sine to fremtrædende naboer, de Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Flere og flere får øjnene op for Omans charme, der bunder i en spændende kultur og en fantastisk natur.

Oprindeligt var Muscat en ud af syv mindre landsbyer langs den del af kysten, der vender ud mod Omanbugten. Men et driftigt handelsliv, der i høj grad skyldes placeringen mod det Arabiske Hav, og dermed med den frie adgang til det Indiske Ocean og Indien, gav landsbyerne vokseværk. Så meget, at de voksede sammen til det, som vi i dag kender som storbyen og hovedstaden Muscat.

Det gamle Muscat og havnebydelen Muttrah udgør den sydligste del af Muscat. Ankommer du med fly til Oman, lander du i den internationale lufthavn, der ligger i den modsatte ende af byen. Men besøger du Muscat i forbindelse med et krydstogt, som de fleste danskere gør, der besøger byen, lægger skibet til i hjertet af Muttrah.

Muscats gamle bydele

Start dagen i Muscat med et besøg på fiskemarkedet, der ligger ved porten til det store havneområde. Lugten, mængden af fiskeblod og de frasorterede indvolde fra de utallige parteringer, er overvældende fra morgenstunden. Men her oplever du et spændende og autentisk handelsliv med heftige forhandlinger og spontane fiskeauktioner.

Fra fiskemarkedet bevæger du dig ind på Muttrahs corniche med kurs mod “Den Store Profets Moske”. Med den smukke blå kuppel og den matchende minaret, står moskeen som et fyrtårn midt på cornichen. Den er bygget i det 15. århundrede og fungerer som den primære moske for den etnokulturelle befolkningsgruppe Al-Lawatia, der kun findes i Muscat.

Moskeen er kendt som en af Omans smukkeste, men hvordan den ser ud indefra, oplever kun de færreste tilrejsende. Den er desværre lukket for ikke-muslimer.
Derfra går du videre forbi cornichens charmerende byhuse med de fine hvide facaders mintgrønne altaner, rækværk og skodder. Lidt efter står du foran indgangen til souq’en.

En souq er en klassisk handelsplads eller et kommercielt kvarter, og ordet findes både på arabisk, hebraisk og hindi. Du kender nok bedre navnet på den persiske pendant, der er “bazaar”.

Muttrahs souq hedder AI Dhalam, og er en af de ældste af slagsen i den arabiske verden. Navnet betyder “mørket”. Det er en typisk souq med mørke og udsmykkede trælofter. De overdækker de smalle gader, der flere steder mødes på små runde pladser.

Her sælges bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Tøj, tørklæder, krydderier, alt til husholdningen. Hele grundlaget for handlen er forhandlingen. Selvom vi danskere kan kan have svært ved den disciplin, så gør det. Du skal altid prutte om prisen, og vil opdage, at du kan spare rigtig mange omanske rial. Og selvom du føler, at du har fået prisen ned på et næsten uanstændigt lavt niveau, kan du være sikker på, at begge parter er tilfredse med handlen, hvis du til sidst forlader butikken med varen i hånden.

Efter besøget i souq’en må det være tid til en forfriskning. På vej tilbage ud på cornichen, skal du tage den hvide trappe op til højre i indgangspartiet. Her finder du en lille cafe, der er dejligt hævet over de mange mennesker på gaden. Det er dit helle indtil du begiver dig videre.

Foran dig har du nu en gåtur på tre kilometer med det krystalklare vand på din venstre hånd.

Dér, hvor Muttrah slutter, og hvor du nu kan øjne byporten ind til det gamle Muscat, passerer du byens mest iøjnefaldende bygningsværk, Riyam monumentet. Det symbolisere en gigantisk ornamenteret brænder til røgelse, og den udsmykkede sfæriske form får den til at ligne en sci-fi rekvisit. Det er vartegn for den bagvedliggende Riyam Park, der er byens åndehul og som blandt andet rummer en lille forlystelsespark.

Sultanens bydel

Oman er et sultanat. Det betyder, at landet har en monark, der er den moralske og religiøse overmyndighed, som følger den konservative shariah-lovgivning. Det lyder mindre tillokkende, men Oman er et fredeligt og moderne samfund med en velfungerende uddannelses- og hospitalssektor og en effektiv infrastruktur. Alt dette kan tilskrives Qaboos bin Said Al Bu Saidi, der sad på magten i Oman fra 1970, hvor han var med til at kuppe sin egen fa, til sin død i 2020.
Det siger sig selv, at en person i den position på den arabiske halvø må være ualmindeligt velhavende, og Qaboos var ingen undtagelse. Du har muligvis allerede fået en idé om hans rigdom i Muttrah, hvor hans beigefarvede lystyacht normalt ligger fortøjet på den mest centrale plads i havnerådet, omgivet af de klassiske dhows. Da “La Said” blev søsat for 10 år siden, var hun verdens næstlængste yacht.

Det gamle Muscat

Du træder ind i det gamle Muscat gennem bymuren, og herfra er der cirka fem minutters gang til den centralt beliggende kolonnade. Det er forenden af denne rektangulære plads, at du finder det kongelige palads Al Alam.

Bygningen er en lidt spøjs blanding af traditionel omansk arkitektur og 70’er-stil. Der er lukket for offentligheden, men du kan komme ganske tæt på paladset, hvis du går op til de tunge sorte jerngitre med de højglanspolerede skjolde. Du kan næsten lugte Brasso’en.

Qaboos boede ikke i paladset, men havde i stedet sin residens i nogle noget mere rekreative og private omgivelser ved kysten et stykke fra Muscat. Men hvis han have boet der, ville han kunne have set forterne Jalali og Mirani, der ligger som mørke silhuetter hævet over den gamle bydels lave hvide huse. De er bygget omkring 1580 under den portugisiske besættelse.

Tilbage til Muttrah

På turen tilbage til Muttrah kan du enten tage en taxi eller vælge at gå. Vil klart anbefale det sidste, og er fødderne varme og trætte efter dagens gåtur, kan du halvvejs soppe i det lune og krystalklare vand ved det lille strandstykke, der støder op til vejen.

Foto: journaway Rundreisen on Unsplash