Science Museum i London – en dag med videnskab og teknik

ScienceMuseum-London

Science Museum er et af Londons mest populære museer, og et must for alle, der er interesseret i videnskab og teknik

Foto og tekst Lars Milbæk

Science Museum består af en række permanente udstillinger med hvert sit tema, samt en afdeling, hvor du får et grundigt indblik i udviklingen og fremtiden inden for eksempelvis sundhed, klima og teknologi.

De forskellige udstillinger er:

Making the Modern World Gallery

  • der udstiller en lang række af de ting – fra helt små dimser til lokomotiver og fly – der har været med til at skabe den hverdag, som vi lever i i dag,

Exploring Space

  • der er en spændende samling af raketter, raketdele og satelitter. Her finder du også en full-size model af månelandingsfartøjet “Eagle”, der var udgangspunktet for Neil Armstrongs første skridt på månen i 1969,

Information Age Gallery

  • hvor er kan du følge informationsteknologiens udvikling, helt fra den simple telegraf til nutidens smartphone, der er sådan en uundværlig del af langt de flestes hverdag,

Flight Gallery

  • som er en virkelig fin samling af fly, motorer, modeller og andre spændende genstande, der relaterer sig til luftfartens historie i Storbritannien. En kuriositet er en tre-etagers høj “skive” skåret af den forreste del af en Jumbojet,

Glimpses of Medical History

  • er en meget informativ gennemgang af udviklingen inden for lægevidenskab og medicin, samt

Media Space

  • er den eneste afdeling på Science Museum, hvor der opkræves entré. Det koster 8 pund at komme ind og se udstillingen med billeder fra the National Photography Collection.

Hvad koster det at komme ind på Science Museum?

Det er gratis, at komme ind på Science Museum, men skilte opfordrer tydeligt til at donere 5 pund ved indgangen. Men det står dig altså frit for, om du overhovedet vil give noget.

Hvor ligger Science Museum?

Det ligger på Museum Lane sammen med en række andre fine museer. Du tager the Underground til stationen South Kensington. Herfra er der tydelige skiltning mod de forskellige museer i området.

Kan Science Museum anbefales?

Ja, helt klart. Men du skal nok enten være lidt af en drengerøv eller nørd for at få det fulde udbytte af et besøg. Men er du det, er der materiale og information nok til en hel dag.