#TravelJuiceNews

Skiferie i vores nordiske nabolande

Skiferie i Norge og Sverige har stået lidt i skyggen af de alpine alternativer i Alperne. For mange har skiferie i Norden smagt lidt for meget af langrend, knæstrømper og bomuld. Men intet kunne være mere forkert.

Vores nordiske nabolande byder på mange skønne (og krævende) alpine områder, som du let kommer til i egen bil og hvor rejsebudgettet derfor kan se ganske fornuftigt ud.

I en undersøgelse, som Visit Norway står bag, har de nordiske skidestinationer oplevet en fortjent stigning i populariteten. Cirka 30% af de danske skiturister vælger at tage på skiferie i Norge.

Og det er dejligt nemt og bekvemt, at kommer nordpå. Der er tre færgerederier, der har daglige afgange fra Jylland til Norge, ligesom DFDS Seaways sejler fra København. Hvis du tager turen i bil fra Sjælland, har du fordel af motorvej hele vejen fra Malmø til Oslo.

Her er mine personlige fire favoritområder – to i Norge og to i Sverige, der på mange punkter giver alperne bagski. Fælles for dem alle er alsidigheden i pisternes sværhedsgrader (en god fordeling af grønne, blå, røde og sorte nedfarter) og en gennemgående høj kvalitet i din alpine anlæg. Og så lægger alle fire områder sne og pister til en eller flere afdelinger af World Cup’en.

Idre Fjäll

Idre Fjäll blærer sig med, at de har pister mod alle verdenhjørner. Det kan umiddelbart virke lidt uinteressant. Men det betyder, at du altid kan finde skiløb i læ for vinden og i solskin (hvis det altså ikke er overskyet).

Området har 40 alpine nedfarter i alle farver og sværhedsgrader. Den længste er 2,8 km. For langrendsentusiasten er der 82 km. præpareret spor til både klassisk og skating.

Idre Fjälls store trækplaster er speedskiing, og derfor har området flere gange lagt pister til verdensmesterskaberne i skiløbets svar på Formel 1. Det kan godt være, at du kan køre hurtigt, rigtig hurtigt. Men det er ingenting i forhold til speedski’erne, når de iført stramme og lufttætte latexdragter, aerodynamiske hjelme og rygskjolde som eneste beskyttelse, pisker mod bunden i sand dødsforagt. Verdensrekorden er over 250 km/t, der dog er sat i Italien.

Hvis du har mod på noget, der er næsten lige så angstprovokerende som speedskiing, skal du prøve vintercamping. Her er Idre Fjäll også stedet, du skal overveje. Området har en campingplads med 400 standpladser med alle faciliteter, og naturligvis med ski-in/ski-out.

Kvitfjell

Kvitfjell er et relativt nyt skiresort, der blev bygget til at stå klar til vinter-OL i Lillehammer i 1994, hvor konkurrencerne i styrtløb og Super-G blev gennemført i området. Det betyder, at alle boliger er af nyere dato og har en høj standard.

Kvittfjell har et ry for at være et krævende område for den rutinerede skiløber. Men det er langt fra realiteterne.

Tværtimod tilbyder de ca. 29 km. pister udfordringer for alle aldre og til alle niveauer. Som bonus har Kvitfjell en liftkapacitet på mere end 13.500 skiløbere i timen. Det betyder, at du stort set ikke oplever liftkøer på vej op til de brede pister.

Hvis du har mod på endnu mere skiløb, er Kvittfjell er en del af Lillehammer Ski Resort. Det betyder, at du også kan bruge liftkortet fra Kvittfjell i Hafjell Alpinsenter, Gålå Skisenter, Skeikampen Skisenter og Sjusjøen Skisenter.

Den første sne falder i oktober måned og sæsonen slutter først i slutningen af april måned.

Åre

Åre er toppen af poppen, når vi taler alpinområder i Norden, og samtidigt er det det nordligste af de fire skidestinationer. Beliggende på højde med Trondheim, er afstanden fra København små 1.150 km.. Det gør det til en større mundfuld at køre selv, da der ikke er motorvej hele vejen.

Derfor benytter mange danskere sig af muligheden for at tage special-nattoget fra Malmö. Det kører et par gange om ugen, og består alene af liggevogne med kupeer med plads til 6 personer. Det afgår sidst på eftermiddagen og ankommer tidligt næste morgen til Åre. Stationen ligger midt i byen og i gåafstand til mange af indkvarteringsstederne.

Hvis du foretrækker at flyve, ligger Östersund Lufthavn i fornuftig afstand til Åre, og det er nemt at arrangere transfer mellem lufthavnen og skiområdet.

Åre by er beliggende ca. 400 meter over havet ved foden af fjeldet Åreskutan, og toppen ligger yderligere 1.000 meter oppe. Det giver Nordeuropas største faldhøjde.

Byen ligger desuden ved Åresjön, hvor den tykke is i vinteren byder på vild snescooter-kørsel helt uden forhindringer.

Skiområdet er Nordens største, og rummer over 100 pister og har en nedfart på 6,5 km. som den længste. Der er flest røde pister, et par udfordrende sorte, og resten er fordeler sig mellem grønne til nybegynderen og blå til de mere øvede.

I 2019 afholdt Åre de alpine verdensmesterskaber for tredje gang og området har haft flere end 100 World Cup-races. Den rekord er der ingen andre i Norden der kan matche, og det er på niveau med schweiziske St. Moritz og det amerikanske superområde Vail i Colorado.

På grund af den nordlige placering er dagene korte i vintermånederne, men hele området er priviligeret med masse af oplyste pister, der giver aftenski i verdensklasse.

Trysil

Trysil er et af danskernes foretrukne områder i Norge, og dansk er nok det mest talte sprog på pisterne. Men det er også et område, der har noget at byde på til alle aldre og til alle niveauer.

Norges største selvstændige skiområde er ikke ét, men fire sammenhængende områder, der ligger rundt om Trysilfjellet. De røde, blå og grønne pister ligger ved Skihytta, Trysil Turistsenter og Trysil Høyfjellssenter, mens du finder de stejle sorte pister i Høgegga. I alt er der 67 pister og 31 lifter.

Det er nemt, at komme til Trysil – også hvis du ikke er i egen bil. Du kan tage ekspressbussen mellem Oslo, Oslo Lufthavn og Trysil. Der er flere daglige afgange året rundt, men husk at reservere plads om vinteren, da busserne ofte er fyldt. Den nærmeste togstation ligger i Elverum, små 70 kilometer fra Trysil. Her er der også mange daglige forbindelser med bus til Trysil. Togturen fra Oslo til Elverum tager cirka to timer.

Der er flere forskellige former for indkvartering i Trysil. Der er ferielejligheder, hytter og hele to firestjernede skiresorts (Park Inn Trysil Mountain Resort og Radisson Blu Resort). Men uanset hvor du vælger at bo, er du næsten sikker på ski-in/ski-out.

Et godt tip til rejsebudgettet

Det kan godt være, at den norske kronekurs ligger på et fornuftigt niveau. Men Norge er stadig et dyrt land at handle ind i. Men laver du madplan hjemmefra og fylder bilen med madvarer i køletasker, kan udgifterne holdes helt i bund. Du kan også vælge at handle ind på vejen gennem Sverige, hvis turen nordpå går den vej. Passerer du grænsen mellem Sverige og Norge ved Svinesund, ligger der et stort shoppingområde lige før grænseovergangen.