Teheran – den iranske metropol på bjergskråningen

Teheran er sandsynligvis dit første møde med Iran, hvis du skal rejse rundt i det store mellemøstlige land. Og din første tanke ved mødet kan meget vel være, at det skal gøres kort.

Tekst og fotos Lars Milbæk

Teheran er hektisk, forurenet og kæmpestor storby, der kan være svær at forstå og afkode. Men er du åben for nye indtryk i den fremmedartede metropol, vil den på forunderlig vis vokse på dig, og den vil blive et positivt bekendtskab.

Derfor bør du afsætte et par dage eller tre i Irans hovedstad, før du drager ud på rundrejse eller sætter kursen sydpå mod de ikonisk smukke byer Esfahan og Shiraz. Det vil vise sig at være en god investering på oplevelseskontoen.
Teheran – byen i mange plan

Teheran har haft et ufatteligt vokseværk i det sidste halve århundrede. Byen er vokset ud fra det, der i dag er centrum, og op i bjergene, til det der i dag er den nordlige bydel.

Downtown Teheran ligger i 1.200 meter over havet, mens den nordlige bydel ligger hele 500 meter højere. Højdeforskellen betyder, at Teheran har ét klima nede og et andet oppe. Hvis det i vinterhalvåret regner i centrum, kan den nordlige del af byen være dækket af et tykt lag sne. De mest velhavende bor i den nordlige del, da der af samme årsag er køligst her i den stegende hede, der rammer byen i sommermånederne.

Der er flere forskellige bud på bynavnet Teherans oprindelse. Men med byens højdeforskelle in mente, er det meget sandsynligt, at ordet er sammensat af det persiske “Tah”, der betyder “bund” og “Ran”, der betyder bjergskråning.

Der bor ca. 8,5 milioner mennesker på 1.500 kvadratkilometer, og ubegribeligt nok vokser byen stadig. Men da placeringen ved foden af Alborz-bjergene danner en naturlig begrænsning mod nord, vokser byen nu i stedet mod vest. Med forstæderne er indbyggertallet det dobbelte.

Hvad skal man se i Teheran?

Borj-e Milad (Milad Tower)

Vi starter med Teherans største attraktion, der samtidig er den nyeste og mest markante. Med de 435 meter er Milad Tower verdens 6. højeste tårn, lidt højere end KL Tower i Kuala Lumpur og 33 meter lavere end Oriental Pearl Tower i Shanghai.

Under tårnets sky-dome finder du en restaurant (sådan en skal der bare være i roterende tårne) og en 360-graders udendørs platform, hvor du både har udsigt til den nordlige og sydlige del af Teheran. Borj-e Milad ligger i den vestlige del af byen og du kommer nemmest dertil med taxi eller på en arrangeret tur.

Borj-e Milad stod færdigt i 2008 efter 13 års byggeri. Tårnet blev projekteret som Teherans nye Freedom Tower som afløser for monumentet Borj-e Azadi, som vi kommer til senere.

Golestan Palace

I centrum af Teheran, nord for basaren og tæt på metrostationen Panzdah-e Khordad, ligger det store park- og paladsområde Golestan Palace. Området rummer hele ni museer og en række historiske bygninger.

Hvis tiden er knap i Teheran, skal du prioritere at se Marmortronen (Ivan-e Takht-e Marmar), der ligger åbent ud mod parken, og Spejlsalen (Talar-e Ayaheh). Du skal huske at købe billet til sidstnævnte ved indgangen til parken.

Spejlsalen er dekoreret med titusindvis af omhyggeligt slebne glasstykker, der stammer fra Italien. Historien fortæller, at spejlene i første omgang skulle være transporteret som store – og ikke mindst hele – spejle. Men det var en umulig opgave. Derfor blev de brudt op i mindre spejle, og sidder nu i de imponerende mosaikker.

Talar-e Ayaheh var i 1967 rammen om denne formelle kroning af Irans sidste Shah, Mohammad Reza Pahlavi. Kroningen havde mest af alt karakter af en ekstravagant markering af status og magt. På det tidspunkt havde Shahen allerede siddet på tronen i 25 år.

De mest værdifulde effekter er erstattet med kopier, og originalerne er placeret i den nationale juvelsamling. Det bringer dig videre til næste ”must-see” i Teheran:

The National Jewelry Treasury

I kælderen under den iranske nationalbank finder du den nationale juvelsamling. Efter du af sikkerhedsmæssige årsager har deponeret alt andet end det tøj du går og står i, træder du ind i et stort boksrum med dæmpet belysning.

Rummet rummer en helt unik og svimlende værdifuld samling af løse ædelsten, smykker, pyntegenstande og interiør. Alt er tæt besat af ædelsten i alle farver.

Det siger sig selv, at det ikke er tilladt at fotografere eller filme i juvelsamlingen af sikkerhedsmæssige grunde. Du er for øvrigt også blevet frataget kameraer og smartphones ved indgangen. Derfor har jeg fundet denne korte video, der giver et rigtig godt indtryk af, hvad der gemmer sig i den store bankboks tykke vægge:

YOUTUBE Tariler: Iran’s National Jewels: The Witnesses to History

Den tidligere amerikanske ambassade

Den 4. november 1979 stormer en gruppe revolutionære studenter USA’s ambassade, hvor de tager samtlige tilstedeværende amerikanske statsborgere som gidsler. De fleste bliver hurtigt løsladt, men 52 gidsler tilbageholdes i 444 dage, før de frigives af den iranske revolutionsregering. Den meget seværdige Hollywood-film og tredobbelte Oscar-vinder Operation Argo tager sit udgangspunkt i denne gidseltagning.

I dag er bygningerne og det kæmpestore område, der husede ambassaden, hovedkvarter for Sepah militsen, der meget dedikeret forsvarer revolutionen i 1979. Hovedkvarteret, der nu kaldes US Den of Espionage, den amerikanske spionhule, rummer i dag et museum, der kun i kortere perioder er åbent for offentligheden.

Med andre ord er der ingen sikkerhed for at du kan komme inden for. Men vingesuset fra den nyere historie er også mærkbart, når du står udefra kigger ind.

Azadi tårnet

Selvom Milad Tower er bygget som Teherans nye vartegn, er Borj-e Azadi stadig det mest kendte bygningsværk i Teheran.

Tårnet, der er 50 meter højt Y vendt op hovedet, stod færdigt i 1971 i anledning af 2500 året for det første persiske rige.
Det ligger uden som centrum i et parkområde, der er omkranset af en kæmpe rundkørsel på en af Teherans primære hovedfærdselsåre.

Du kommer nemmest til Borj-e Azadi med metrolinje 4 til stationen Meydan-e Azadi. Hvis du skal flyve indenrigs fra Teheran, kommer du forbi Borj-e Azadi på vejen til Mehrabad Airport. Den ligger lige ved siden af.

Generelt om Iran

Iran har altid været et primært omdrejningspunkt i Mellemøsten – kulturelt og ikke mindst politisk. Både interne gnidninger og udenrigspolitiske udfordringer gør, at det er påkrævet, at du forud for et besøg i landet, indhenter aktuel information om situationen i landet. Det gør du nemmest på det danske Udenrigsministeriums rejsevejledning for Iran.